I kærlighedsrelationer kan vi komme til at søge accept, kærlighed og bekræftelse fra et andet menneske så meget, at vi kommer til at svigte os selv. I vores længsel efter at blive set på af en anden med kærlige øjne for præcis dem vi er, kan vi komme til at forlade os selv. Nemlig forlade vores indre barn og dermed svigte den allervigtigste relation i vores liv: Relationen med os selv.
Nogle er vokset op i familier, hvor de af forskellige årsager ikke er blevet mødt med tilstrækkelig kærlighed, støtte, trøst eller beskyttelse. Det kan medføre, at man som voksen stadig leder efter denne støtte, som man skulle have haft tidligt i livet, men ikke fik i tilstrækkelig grad. Emotionelt svigt i barndommen kan føre til utryg tilknytning, som ind i voksenlivet kan give udfordringer med at finde ind i holdbare og stabile relationer, særligt kærlighedsrelationer.
Det emotionelle svigt i barndommen handler om den forladthed og ensomhed barnet oplevede, fordi forældrene ikke evnede i tilstrækkelig grad at møde barnet på en empatisk og mentaliserende måde. For et barn er det fatalt ikke at have sine forældres kærlige opmærksomhed, og derfor udvikler barnet overlevelsesstrategier for at kunne rumme forældrenes manglende nærhed. Barnet vil automatisk se sig selv som forkert og forældrene som rigtige, og barnet vil forsøge at tilpasse sig således, at det kan blive elsk-værdigt nok til at opnå forældrenes kærlighed. Barnet kan miste troen på sit eget værd og føle skyld og skam. Barnet vil ofte ofre sin egen værdighed for, at forældrene kan bevare deres forældreværdighed.
Disse overlevelsesstrategier kan i voksenlivet spænde ben for at leve et frit og værdigt liv, hvor man kan indgå i nære og kærlige relationer, uden at miste sig selv. Man kan udvikle en form for selvsaboterende adfærd, der forhindrer en i at få dét, man allermest længes efter. Man kan opleve at reagere voldsomt og ude af proportioner i situationer med sin partner. Man kæmper med indre uro, en nærmest over-følsomhed overfor ensomhed og overfor tanken om at blive forladt og svigtet. Man har ikke lært evnen til at berolige sig selv tilstrækkeligt, og kan ikke at se, at det drejer sig om følelser fra fortiden og ikke om, hvad der reelt sker her-og-nu.
Healingen består i at kaste lys på denne stemme fra fortiden. Anerkende det indre barn, som kalder på omsorg og tryghed. Lige dér kan du pleje den vigtigste relation i dit liv, nemlig relationen til dig selv. Hvis du er i et parforhold, er det oplagt, at se på, hvilke mekanismer I trigger hos hinanden. Vi forelsker os ofte i en partner, som bærer netop dét i sig, som rammer allermest ind i dit traumespor. Dette foregår ganske ubevidst. Vores bevidste hjerne er helt uvidende om de mekanismer, der gør, at vi forelsker os i én frem for en anden.
For at blive et helt menneske skal vi samle vores fraspaltede dele. Vi skal kunne rumme vores autentiske tanker, følelser og sansninger uden brug af overlevelsesstrategier. Det er klart lettere sagt end gjort, men det kan gøres. Hvis vi ønsker forandring er det vigtigt, at vi arbejder på flere planer samtidigt. Med både sindet og kroppen. Dét, der ligger i skyggen, skal frem i lyset og mærkes og sanses for at blive integreret. Vi er ikke kun vores tanker eller vores følelser, eller vores krop og vores sansninger. Vi er det hele. Tanker skal mærkes, sanses og føles, og hvis vi ønsker at skabe nye adfærdsmønstre kræver det en bevidst indsat.
